Specialpædagogisk konsulent til staben i Center for Børn, Unge & Familier

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Vil du være med til at sikre, at vi i Faxe Kommune får udviklet og driver vores processer, procedurer og organisering, så vi understøtter inkluderende trivsels- og læringsmiljøer for alle børn?
Vi mangler en konsulent, der skal være med til både at udvikle og drifte vores tværfaglige samarbejde i hele Center for Børn, Unge og Familier omkring børn med specialpædagogiske og socialpædagogiske behov.
Vores fælles pejlemærke er de politisk vedtagne strategier Børn i Fællesskaber (læs mere her Børn i Fællesskaber) og Fælles om forebyggelse (læs mere her Fælles om forebyggelse).

Om stillingen
Lige nu er vi i gang med at se nærmere på, hvordan vi kan udvikle vores visitationsprocesser og tilbudsvifte - særligt på skoleområdet. Opgaven er overordnet at sikre, at vores processer styrker almenmiljøer på skolerne, så flere børn inkluderes fagligt og socialt. Samtidig skal vi sikre høj kvalitet i vores specialtilbud. Du vil derfor blive en del af denne proces og forventes at kunne spille en aktiv rolle i at udvikle og drifte en visitationsproces i tæt samarbejde og dialog med vores skoleledere, PPR og familieområdet. Her skal du evne at navigere i feltet mellem den konkrete sags detaljer, lovgivning på området og de overordnede strategiske og organisatoriske vilkår. Du skal kunne bevare overblikket, understøtte andre og træffe egne velbegrundede beslutninger – og have analytiske evner, der gør dig i stand til at sikre, at konsekvenserne heraf ikke overrasker men oversættes til eventuelle yderligere relevante handlinger.

Du vil indgå i den centrale stab i Center for Børn, Unge & Familier. Her bliver du en del af en stab, der varetager en bred vifte af både udviklings- og driftsopgaver. Stillingen er rettet primært mod skoleområdet og det tværfaglige samarbejde omkring børn i udsatte positioner. Samtidig skal du være forberedt på, at vi er en lille stab, der løfter alle opgaver med et fælles ansvar – så der kan også komme andre opgaver primært indenfor skoleområdet, som aftales efter behov og muligheder.  

Samtidig er visitationer på tværs af skoleområdet og familieområdet et område, hvor vi har brug for gode kompetencer: Vi står med en vigtig opgave i at sikre, at den enkelte familie oplever en god, understøttende og afklarende proces, samtidig med, at vi internt i centeret skal skærpe vores blik på at være rettidige og afstemte i vores fælles handlinger og beslutninger. Vi søger derfor en kollega, der har viden om og kan bedrive godt samarbejde på tværs af faggrupper og herigennem understøtte, at visitationer på tværs af skoler og familieområdet forløber præcist og afstemt.

Hvad kan vi tilbyde dig?
Vi håber, vi har vakt din interesse med ovenstående beskrivelse af stillingen. Derudover kan vi tilbyde:

  • En hverdag, hvor du er med til at gøre en forskel for børn og unge og familier i udsatte positioner.
  • Et arbejde med stort handlerum og dertilhørende ansvar.
  • En arbejdsplads, hvor du i staben vil have meget engagerede og dygtige kolleger og dermed et godt fagligt fællesskab. Samtidig er staben præget af en uhøjtidelig tone og et stærkt fælles ansvar.
  • Et center, hvor vi sætter børn, unge og familier først og dermed opgaven i fokus – og med dette afsæt møder hinanden på tværs af faggrupper, positioner og vilkår.
  • Vi prioriterer, at vores arbejdsfællesskab er baseret på gode værdier som tillid og gensidig respekt for hinandens perspektiver og kompetencer. Vi tror på, at et godt kollegaskab, hvor man er hjælpsom overfor hinanden og har en uformel omgangstone, er med til at skabe trivsel og arbejdsglæde for alle.
  • Vi sætter det tværfaglige samarbejde højt og ser det som et fundament for at lykkes med vores opgave med at sikre trivsel, læring og dannelse for alle børn og unge.

Hvad forventer vi af dig?

  • Du har viden om og erfaring med folkeskole- og specialundervisningsområdet, herunder kendskab til relevant lovgivning på området.
  • Du har erfaring med at håndtere sager vedrørende børn og unge, som har et specialpædagogisk behov.
  • Du er en dygtig kommunikator både mundtligt og skriftligt og har blik for vigtigheden af dialogen med forældre om deres børn og de udfordringer, de kan være i. Du er i dette lyttende og respektfuld.
  • Du har en relevant uddannelse og evt. relevant eftervidereuddannelse på akademisk niveau.
  • Du har et ressourceorienteret børnesyn – og det samme syn på de samarbejdspartnere, der vil blive en del af din hverdag.
  • Du er ikke bange for at træffe beslutninger og stå på mål for dem. Samtidig er du pragmatisk og optaget af at opnå meningsfulde kompromisser med de involverede parter.
  • Du trives i en hverdag, der til tider kan være travl, og hvor du derfor skal kunne prioritere i de forskellige typer af opgaver.
  • Du har overblik og kan afslutte opgaver.

Organisering og placering
Du vil blive ansat i staben i Center for Børn, Unge & Familier og refererer til en teamleder.
Dine nærmeste kolleger er den øvrige stab, men du vil have mange snit- og samarbejdsflader i og udenfor centeret, primært skolerne, PPR, Familieafdelingen og andre kommuner. Samtidig vil der i konkrete sager være tæt dialog med også familier, skolens ledelse og medarbejdere o.a.

Du vil have en kontorplads i staben, som er placeret på Tingvej i Haslev, men må forvente en del udgående mødeaktivitet primært på skolerne. Derfor vil du også have mulighed for at benytte dig af kontorpladser ude på skolerne efter aftale og behov. Hjemmearbejde er også en mulighed, når opgaverne tillader det.

Yderligere information
Hvis du ønsker at vide mere om stillingen, kan du ringe til teamleder i staben Kirsten Pugdahl Torp på tlf. 29268511 eller PPR-leder Pia Frydkjær på tlf. 20567229.

Ansøgningsfristen er 18. februar 2024.
Ansættelsessamtaler afvikles 22. februar fra kl. 14 og frem og 26. februar kl. 14 og frem.

Stillingen er en fuldtidsstilling og ønskes besat pr. 1. april 2024. I så fald forventer vi, at der bliver mulighed for overlevering. Stillingen er ledig, da vores erfarne og dygtige medarbejder på området har valgt at gå på pension i foråret 2024.

Faxe Kommune tilbyder ansættelse i henhold til den gældende overenskomst efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation. I Faxe Kommune har vi desuden en politik om, at der ved ansættelse på børne- og ungeområdet skal indhentes straffe- og børneattest.


Denne jobannonce blev oprindeligt opslået på https://www.ofir.dk/
(Den originale annonce kan ses på: https://www.ofir.dk/showojob?ofirid=03dc8401)

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Faxe Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Faxe Kommune, Frederiksgade, 4690 Haslev

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 18-02-2024; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5978667

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet