Natten til søndag blev en 17-årig mand fra lokalområdet sigtet for dokumentfalsk, da han forsøgte at komme ind på et værtshus i Ramsherred med et kørekort, der fejlagtigt viste, at han var fyldt 18 år. Medarbejderne på stedet tilkaldte politiet, og en 18-årig mand, der blandede sig og forstyrrede politiets arbejde, blev anholdt klokken 3.24. Han blev sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde, men blev løsladt kort efter.
Senere blev politiet kaldt til Grønnegade, hvor to yngre mænd var havnet i et mindre slagsmål. En 19-årig mand og en 17-årig mand, begge fra Haslev, blev anholdt klokken 4.12 og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. De blev taget med til politistationen i Næstved og løsladt nogle timer senere.