Haslev er i nat nævnt i døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
SLAGELSE: Indbrudstyve stjal byttepenge
Ukendte gerningsmænd begik mandag morgen indbrud i en restaurant i Rosengården i Slagelse. Tyvene brød et vindue op og stjal byttepenge fra kasseapparatet. Ud fra den overvågning, der er på stedet, beskrives tyvene som:
A: Mand, dansk af udseende, omkring 40-45 år, ca. 175-180 cm høj, kraftig af bygning og med kort, karseklippet hår med tendens til måne. Han havde en mørkeblå trøje på, cowboybukser og sorte sko med hvide såler
B: Kvinde, dansk af udseende, ca. 35-40 år gammel, og ca. 170-175 cm høj. Hun var almindelig af bygning og havde halvlangt, rødt hår og bar en rød trøje, sorte bukser og hvide sko.
Politiet hører gerne fra evt. vidner, der har oplysning om sagen. Ring på tlf. 1-1-4.
KORSØR: Flere færdselskontroller i byen
Mandag afviklede politiet flere færdselskontroller forskellige steder i Korsør, hvor der fortsat er nogle færdselsmæssige udfordringer:
En af målebilerne fra den automatiske trafikkontrol stod mellem klokken 9.20 og 11.30 på Tårnborgvej, hvor den højst tilladte hastighed er 50 km/t. Syv bilister blev målt til at køre for hurtigt, og den højeste hastighed var 69 km/t, som giver et klip i kørekortet.
Mellem klokken 16.03 og 17.07 kørte en politipatrulje i Korsør, og her blev syv trafikanter standset og kontrolleret. Alle syv blev sigtet for at køre hurtigere end de tilladte 50 km/t, og de står alle syv til et klip i kørekortet. Den højeste hastighed blev målt til 83 km/t.
Kontrollen fortsatte på Tårnborgvej. Mellem klokken 21.19 og 21.27 standsede politiet 14 køretøjer, men en enkelt bilist ville ikke rette sig efter politiet og standse, så han fortsatte og blev først standset på Motalavej. Det var en 20-årig mand fra Korsør, som virkede påvirket af stoffer, og derfor blev han sigtet for kørsel i påvirket tilstand. Da han ikke havde noget kørekort, blev han også sigtet for kørsel uden førerret, og ejeren af den bil, han kørte i, blev sigtet for at overlade sin bil til en person, der ikke havde kørekort. Den 20-årige viste sig at være efterlyst til afsoning af en fængselsstraf og blev umiddelbart efter overført til Nyborg fængsel.
SAKSKØBING: Bil med forkerte nummerplader
Mandag klokken 10.46 tjekkede en politipatrulje en bil, der holdt på Krårupvej ved Sakskøbing. Der var to personer i bilen, og det viste sig, at de nummerplader, der sad på bilen, hørte til en helt anden bil. Ejeren af bilen – en 22-årig mand fra Rødby – fortalte, at han havde fået nummerpladerne af en bekendt. Han blev herefter sigtet for ulovlig omgang med hittegods, og politibetjentene afmonterede nummerpladerne, som vil blive destrueret.
ESKILSTRUP: 193 km/t på Sydmotorvejen
En af politiets målebiler fra den automatiske trafikkontrol stod mandag eftermiddag på Sydmotorvejen ved Ønslev. Mellem klokken 14.05 og 20.00 passerede i alt 2.405 trafikanter, men alt for mange kørte alt for hurtigt. Hastighedsbegrænsningen er 90 km/t på stedet, men det var der 108, der ikke overholdt. 21 kørte så hurtigt, at de står til et klip i kørekortet, mens to får en betinget frakendelse af kørekortet. Dagens kedelige højdespringer blev målt til at køre 193 km/t. Det medfører en ubetinget frakendelse af kørekortet og giver en bøde, der i udgangspunktet ligger på 8.000 kroner.
RØDBY: 25-årig sigtet for butikstyveri
Politiet fik mandag klokken 16.00 en anmeldelse om butikstyveri fra en butik i Lalandia, hvor en gæst havde stjålet forskellige stykker tøj til en værdi af ca. 850 kroner. Det var en 25-årig mand fra Sakskøbing, som blev sigtet for butikstyveri, og han står nu til en bøde på 1.700 kroner for overtrædelsen.
HERLUFMAGLE: Standset på hurtig knallert
En 21-årig mand kan nu vente en bøde, efter at han mandag klokken 16.50 blev standset af politiet. Det skete på Spragelsevej ved Herlufmagle, hvor han kom kørende på knallert med en passager bagpå. I første omgang ville han ikke standse, selv om politiet var lige i hælene på ham, og han er derfor blevet sigtet for ikke at rette sig efter politiets anvisninger. Den 21-årige – der er fra Nakskov – havde ingen styrthjelm på, og han havde heller ikke den lovpligtige ansvarsforsikring i orden. Desuden kunne knallerten køre noget hurtigere end tilladt, så han blev også sigtet for at køre på en ulovlig knallert. Knallerten blev taget med til nærmere undersøgelse.
PRÆSTØ: Tre bortvist fra rutebilstationen
Mandag klokken 16.59 fik politiet en anmeldelse om, at der var flere rygende og tørstige sjæle, der opholdt sig på rutebilstationen i Præstø, og at det skabte noget uro. Da politiet kort efter ankom til stedet, var der imidlertid ro på stedet, men betjentene bortviste tre personer, der ikke havde noget ærinde på stedet.
NYKØBING: Stoffer i bilen
En patrulje bemærkede tirsdag klokken 00.15 en bil, der holdt parkeret ved Kringelborg Alle. Ved bilen stod en 21-årig mand fra Væggerløse, som virkede påvirket af stoffer, og da der desuden lugtede kraftigt af hash ved bilen, valgte politiet at undersøge bilen nærmere. Her fandt betjentene 6,21 gram skunk, 2,49 gram hash, to mixere, en kværn og en vægt, og den 21-årige blev derfor sigtet for at overtræde lov om euforiserende stoffer.
FAXE: Blufærdighedskrænkelse i trafikken
En 37-årig mand fra Vordingborg blev tirsdag sigtet for blufærdighedskrænkelse. Det skete på baggrund af politiets efterforskning af en episode, der fandt sted i slutningen af august på Sydmotorvejen, hvor den 37-årige havde valgt at blotte sit lem og føre hånden op og ned, så det var synligt for andre trafikanter. Han var kørt op på siden af en kvindelig billist, hvorefter han havde sænket farten og forsøgt at fange hendes opmærksomhed.
INDBRUD
Politiet har i det seneste døgn modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Type | Tidsrum | Udbytte |
Askeby | Kobbekildevej, Vollerup | Hus | Lørdag klokken 14.00 – mandag klokken 16.00 | Kontanter i euro, tre rifler og to jagtgeværer fra våbenskab |
Rønnede | Gl. Næstvedvej | Hus | Mandag klokken 14.45 | Kontanter |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Eskilstrup | Sydmotorvejen ved Ønslev | Mandag klokken 14.05-20.00 | ATK | 2405 | 108 | 90 km/t | 193 km/t (!) | 21 klip, to betingede frakendelser og en ubetinget frakendelse |
Glumsø | Sorøvej ved Susåskolen | Mandag klokken 6.42-8.12 | ATK – bestilt færdselskontrol | 47 | 1 | 50 km/t | 61 km/t | - |
Haslev | Køgevej | Mandag klokken 8.00-11.00 | ATK | 230 | 17 | 50 km/t | 70 km/t | Tre klip |
Karise | Kildevej | Mandag klokken 11.26-13.36 | ATK | 68 | 4 | 50 km/t | 63 km/t | - |
Korsør | Broholmvej | Mandag klokken 18.42-19.15 | ATK – bestilt færdselskontrol | 139 | 26 | 40 km/t | 68 km/t | Otte klip og en betinget frakendelse |
Korsør | Tårnborgvej | Mandag klokken 9.20-11.30 | ATK | 559 | 7 | 50 km/t | 69 km/t | Et klip |
Korsør | Tårnborgvej | Mandag klokken 21.19-21.27 | Laser | 14 | 1 | 50 km/t | 73 km/t | - |
Slagelse | Mariendals Alle | Mandag klokken 19.47-20.05 | Laser | 28 | - | - | - | - |
Slagelse | Sdr. Ringgade | Mandag klokken 13.21-14.31 | ATK | 382 | 3 | 60 km/t | 87 km/t | Et klip |
Slagelse | Sdr. Ringgade | Mandag klokken 19.08-19.30 | Laser | 37 | - | - | - | - |
FÆRDSELSKONTROLLER
I det seneste døgn har politiet haft følgende færdselskontroller:
By | Vej | Tidspunkt | |
Korsør | - | Mandag klokken 16.03-17.07 | Syv blev standset og sigtet for at køre hurtigere end de tilladte 50 km/t. Alle syv står til et klip i kørekortet; den højeste hastighed blev målt til 83 km/t |
Slagelse | - | Mandag klokken 17.30-19.25 | En blev sigtet for kørsel uden førerret, og bilejeren blev sigtet for at have overladt sin bil til en person, der ikke havde kørekort, en bleg sigtet for at bruge håndholdt mobil og en for at køre for hurtigt i bymæssig bebyggelse |
Slagelse | Sdr. Stationsvej | Mandag klokken 17.40-18.30 | En blev sigtet for at køre for hurtigt og en for at bruge håndholdt mobil under kørslen |
Stensved | Vordingborgvej | Mandag klokken 11.50-13.30 | To blev sigtet for at køre for hurtigt. Begge står til et klip i kørekortet, en blev sigtet for at bruge håndholdt mobil under kørslen og to for at overtræde særlige regler for varebiler |
Vordingborg | Ørslevvej | Mandag klokken 8.40-10.10 | Fire blev målt til at køre så hurtigt, at det giver et klip i kørekortet og to blev sigtet for at overtræde særlige regler for varebiler |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I det seneste døgn har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:
By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
Faxe | Præstøvej | Mandag klokken 23.40 | 16-årig fyr fra Faxe | Spirituskørsel og kørsel uden førerret |
Korsør | Tårnborgvej | Mandag klokken 21.27 | 20-årig mand fra Korsør | Narkokørsel, kørsel uden førerret og for ikke at rette sig efter politiets anvisninger |
Nykøbing | Gedservej | Mandag klokken 20.58 | 32-årig mand fra Gedser | Spirituskørsel og kørsel uden førerret |