Haslev er i nat nævnt i døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
SAKSKØBING: Forsøg på svindel mislykkedes
Fredag, klokken 12.40: En 76-årig mand afværgede et svindelforsøg, da han blev kontaktet af en mand, der udgav sig for at være fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Han fortalte den 75-årige at der var blevet optaget et stort lån i hans navn, og havde derfor held til at få den 75-årige til at udlevere sit CPR-nummer. Men samtidig bad "politimanden" om hans NEM-ID og dét nægtede den 75-årige at udlevere. Husk: Udlevér aldrig Nem-ID eller andre personfølsomme oplysninger over telefonen. Ingen offentlige myndigheder vil bede om den slags over telefonen.
HASLEV: Butikstyv med flugtbil
En 29-årig mand havde fredag 17.10 stoppet en sodastream-maskine til 395 kr. ned i sin rygsæk og forlod derefter skyndsomst den dagligvarebutik, der havde dem til salg. Tyveriet blev opdaget af en af de ansatte, der forsøgte at få manden til at standse. Men han hoppede i stedet ind i en bil på parkeringspladsen, der kørte væk. Den vakse ansatte noterede nummerpladen ned og så var det ingen sag at køre ud og anholde den 29-årige og sigte ham for tyveri.
VORDINGBORG: Brand efter ukrudtsbrænding
Lørdag eftermiddag var det med stor sandsynlighed (igen) en ukrudtsbrænder, der var årsag til en brand i et hus på Kernevej i Vordingborg. Ilden fik hurtigt fart og villaen udbrændte helt. Heldigvis kom ingen til skade. Politiet opfordrer til, at man bruger ukrudtsbrændere med stor omtanke – og er ekstra forsigtig, når tørkeindekset er højt, hvilket det er lige for tiden.
HASLEV: 19-årig sigtet for vold mod politiet
I forbindelse med en politiforretning i Haslev lørdag aften traf en politipatrulje en 19-årig mand, der virkede noget påvirket af euforiserende stoffer, og som ikke kunne finde ud af at opføre sig ordentligt. Han truede politibetjentene, og derfor blev han anholdt. På vej til politistationen i Næstved blev den 19-årige imidlertid så opfarende, at patruljen måtte holde ind til siden, og holde den 19-årige fast, indtil endnu en politipatrulje kom dem til undsætning. Herefter kunne han fragtes til politistationen, hvor han faldt til ro. Den 19-årige er sigtet for vold mod polititjenestemand.
KORSØR: Fik lussing efter "thumbs up"
Lørdag aften klokken 19.20 stod en 13-årig dreng sammen med nogle kammerater og ventede på bussen på Tårnborgvej i Korsør. Her så han en larmende men flot bil køre forbi og gav et "thumbs up" til bilen. Det syntes føreren imidlertid ikke om, for han stoppede op og gik over til den 13-årige, hvor han stak drengen en lussing med besked om at opføre sig ordentligt. Manden beskrives som ca. 18 år, 185-190 cm høj, almindelig af bygning, lys i huden og brunt kort hår. Han talte dansk og var iført en hvid Adidas trøje og shorts. Politiet hører gerne fra vidner på telefon 114.
SLAGELSE: Havde kokain og hash på lommen
I forbindelse med en patruljering ved et shelter i nærheden af Bredegade i Slagelse lagde to politibetjente lørdag klokken 21.15 mærke til en 24-årig mand. Rundt omkring ham lå der bl.a. jointskodder og ved en nærmere undersøgelse af den 24-årige fandt politiet både kokain og hash på ham. Han blev sigtet efter lov om euforiserende stoffer.
NÆSTVED: 25-årig fremstilles i grundlovsforhør
Søndag eftermiddag klokken 17.21 blev en mand overfaldet af en anden mand på Toldbodgade i Næstved. Overfaldsmanden, der viste sig at være en 25-årig mand fra byen, slog ifølge vidner bl.a. den anden mand i hovedet med en flaske. Politiet blev tilkaldt og en patrulje var ganske kort efter på stedet, hvor den 25-årige, der var meget truende, blev anholdt og sigtet for kvalificeret vold. Han bliver fremstillet senere i dag i grundlovsforhør ved retten i Næstved.
HASLEV: Bil konfiskeret
En 29-årig mand fra Faxe Ladeplads blev søndag 11.42 standset i bil på Køgevej. Manden havde både rester af cannabis og kokain i blodet og derfor blev han sigtet for narkokørsel. Samtidig havde han intet kørekort og da det var tredje gang, han blev standset i bil uden at have førerret, blev den 29-åriges bil beslaglagt med henblik på konfiskation.
PRÆSTØ: Spulede vand på naboen – og truede ham
Længere tids stridigheder mellem naboer i Præstø accelererede søndag 17.50, da en 45-åig mand anmeldte at deres nabo havde sprøjtet vand på ham med en haveslange og samtidig havde truet ham på livet. Da politiets patrulje ankom til stedet ville naboen, en 48-årig mand ikke lukke op, så der måtte tilkaldes en låsesmed, før manden kunne blive sigtet for vold og for truslerne.
NÆSTVED: Trussel mod politimand
Man skal tale ordentligt til hinanden generelt – og da i særdeleshed, hvis den man taler med er politimand. En 48-årig mand fra Næstved rettede sig vrede mod en politimand, som han både kaldte et >pansersvin<, blandt mange velvalgte gloser, og samtidig truede han med tæsk hvis han mødte politibetjenten udenfor tjeneste. Den 48-årige blev derfor sigtet for trussel mod polititjenestemand og fornærmelig tiltale af offentlig myndighed.
SLAGELSE: Brand i frituregryde endte i udbrændt lejlighed
En 42-årig mand var ved at lave mad, da der gik ild i frituren. Ilden bredte sig til hele lejligheden, som udbrændte. Manden nåede ud med sin søn og familiens hund, mens familiens kat desværre indebrændte. Familien er genhuset.
INDBRUD
Politiet har i weekenden modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Type | Tidsrum | Udbytte |
Faxe Ladeplads | Strandvejen | Hus | Søndag kl. 1.13 | Vides endnu ikke |
Faxe Ladeplads | Hasselvej | Hus | Torsdag kl. 14 – søndag kl. 02 | Smykker, køkkenmaskiner, højtalerforstærkere. |
Maribo | L. Christinas Vej | Hus | Lørdag kl. 4.46 | Umiddelbart intet |
Maribo | Søndre Boulevard | Hus | Lørdag kl. 4.00 | Intet |
Nakskov | Svingelsvej | Hus | Søndag kl. 4.17 | Lampe |
Nakskov | Jernbanegade | Lejlighed | Lørdag kl. 18 - 21 | Intet |
Vemmelev | Præstevænget | Hus | Søndag kl. 15 – 15.30 | Bl.a. smykker |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har haft følgende hastigheds-/færdselskontroller i weekenden:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Faxe | Flere steder | Søndag kl. 8.00 – 11.42 | Færdselskontrol – spiritus/narko | 5 køretøjer kontrolleret | En billist påvirket af kokain og hash | - | - | Bil konfiskeret på grund af gentagelsestilfælde |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
Politiet har i weekenden standset følgende påvirkede bilister:
By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
Haslev | Køgevej | Søndag kl. 11.42 | 29-årig mand fra Faxe Ladeplads | Kørsel i påvirket tilstand |
Slagelse | Skovvejven | Lørdag kl. 21.19 | 43-årig mand fra Slagelse | Kørsel i påvirket tilstand |
Vordingborg | Orevej | Søndag kl. 6.13 | 26-årig mand fra Køge | Spirituskørsel og kørsel i påvirket tilstand |
Vordingborgvej | Næstvedvej | Lørdag kl. 11.20 | 50-årig mand fra Vordingborg | Kørsel i påvirket tilstand |
MUSIK TIL ULEMPE
Politiet har i weekendens løb modtaget følgende anmeldelser om musik til ulempe:
Antal | Påbud | Bøder | Beslaglæggelse |
44 | 18 | 0 | 0 |