Haslev er i nat nævnt i døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
SLAGELSE: Butikstyv stjal sokker og T-shirt
Mandag klokken 12.58 fik politiet en anmeldelse fra vagtpersonalet i Vestsjællandscenteret i Slagelse, der havde tilbageholdt en mand, som øjensynligt havde stjålet tøj. Det var en 36-årig udenlandsk mand, som ganske rigtigt havde nappet en T-shirt fra én forretning og to par sokker fra en anden. I alt havde han stjålet for 460 kroner, så han blev anholdt og sigtet for butikstyveri. På politistationen i Slagelse fik han en bøde på 1.100 kroner, inden han blev løsladt igen klokken 15.11.
NÆSTVED: Stjal guldøl
En 48-årig kvinde fra Næstved blev mandag klokken 15.00 anholdt og sigtet for butikstyveri. Det skete, efter at hun havde været på indkøb i et supermarked på Østre Ringvej, hvor hun godt nok havde betalt for to øller, men hun gik gennem kasselinjen uden at betale for de tre sixpacks med guldøl, hun havde i kurven. Personalet i butikken opdagede tyveriet og løb efter kvinden, som blev tilbageholdt, indtil politiet kort efter ankom. Den 48-årige blev afhørt på politistationen i Næstved og løsladt igen klokken 16.16.
RØDBYHAVN: Havde ulovlige stoffer
En af politiets narkohunde viste mandag eftermiddag stor interesse for en udenlandsk bil, der kom i land fra færgen klokken 16.15. Der var to mænd i bilen, og passageren, en 39-årig udenlandsk mand, viste sig da også at have 0,7 gram hash og 0,9 gram marihuana på sig. De ulovlige stoffer blev konfiskeret, og den 39-årige blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Han fik en bøde på 2.000 kroner og kunne derefter fortsætte sin rejse.
RØDBY: Strid mellem ekskærester
Politiet fik mandag klokken 20.05 en anmeldelse om, at et par ekskærester var kommet op at diskutere højlydt på en adresse i Rødby. Den mandlige del smadrede en lampe på gaden, og han råbte op. Da politiet ankom til stedet, faldt der lidt ro på, og manden, der er 26 og uden fast bopæl, blev sigtet for hærværk og for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
NYKØBING: 45-årig fik bilen beslaglagt
Tirsdag klokken 0.10 standsede politiet en 45-årig mand fra Øster-Ulslev, der kom kørende i sin bil ad Brovejen i Nykøbing. Imidlertid havde den 45-årige ikke noget kørekort, så han blev sigtet for kørsel uden førerret. Han var flere gange tidligere blevet sigtet for at køre uden kørekort, så hans bil blev derfor beslaglagt på stedet.
INDBRUD
Politiet har i det seneste døgn modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:
By | Vej | Tidsrum | Udbytte |
Haslev | Nørregade | Mandag klokken 14.48-16.45 | Sække med pantflasker |
Næstved | Krogen | Mandag klokken 1.00-6.00 | Ikke umiddelbart stjålet noget |
Slagelse | Glarmestervej | Søndag klokken 21.00 – mandag klokken 5.30 | En bærbar pc af ukendt mærke |
Stubbekøbing | Præstemarken | Mandag klokken 10.00 – tirsdag klokken 10.00 | En figur af kgl. porcelæn |
HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forgangne døgn haft følgende hastighedskontroller:
By | Vej | Tid | Type | Kontrollerede | Fartbilister | Tilladt | Hurtigste | Klip |
Korsør | Vestmotorvejen | Mandag klokken 13.18-19.15 | ATK | 6126 | 274 | 90 km/t | 137 km/t | 13 klip |
Næstved | Herlufsholm Alle | Mandag klokken 15.28-18.28 | ATK – bestilt færdselskontrol | 421 | 27 | 50 km/t | 71 km/t | Tre klip |
Næstved | Skyttemarksvej | Mandag klokken 9.43-11.43 | ATK | 191 | - | - | - | - |
Næstved | Vordingborgvej, Stenstrup | Mandag klokken 19.05-21.35 | ATK | 205 | 19 | 70 km/t | 97 km/t | To klip |
Næstved | Østre Ringvej ved Valmuevej | Mandag klokken 8.02-9.02 | ATK | 322 | - | - | - | - |
Vordingborg | Næstvedvej | Mandag klokken 12.43-13.58 | ATK | 228 | 20 | 60 km/t | 87 km/t | To klip |
FÆRDSELSKONTROLLER
I det seneste døgn har politiet haft følgende færdselskontroller:
By | Vej | Tidspunkt | |
Næstved | Kindhestegade | Mandag klokken 9.36-10.07 | Ingen sager |
Rønnede | Vordingborgvej ved Axelved rasteplads | Mandag klokken 5.05-6.00 | En bilist, der havde fået kørekort 8. august 2022, blev standset og sigtet for at køre 121 km/t, selv om den højst tilladte hastighed var 80 km/t. Det giver et klip i kørekortet |
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på politiets hjemmeside.
PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I det seneste døgn har politiet standset en enkelt spritbilist:
By | Vej | Tidspunkt | Person | Sigtet for |
Haslev | Ringstedvej | Mandag klokken 20.05 | 74-årig mand fra Rødvig | Spirituskørsel |