Forebyggende børne- og ungerådgiver søges til udvikling af trivsel og deltagelsesmuligheder i Faxe Kommune

dato

Forebyggende børne- og ungerådgiver - til afdeling for tidlig forebyggelse i Faxe Kommune

Brænder du for tidlig forebyggelse og for at skabe gode deltagelsesmuligheder for børn og unge i deres hverdag? Har du lyst til at bringe din socialfaglige viden i spil tæt på dagtilbud, skoler, familier og tværfaglige samarbejdspartnere? Så er det måske dig, vi søger.

Vi søger en engageret og fagligt stærk børne- og ungerådgiver til vores forebyggende team. Du bliver en del af et område, hvor vi fortsat udvikler vores forebyggende praksis og samarbejdet omkring børn og unges trivsel.



Om rollen

Som forebyggende børne- og ungerådgiver får du en central rolle i den tidlige forebyggende indsats for børn, unge og familier. Du har ikke myndighedsansvar, men arbejder tæt på praksis på udvalgte dagtilbud og skoler, hvor du yder rådgivning og sparring til fagprofessionelle, familier, børn og unge.

En væsentlig del af dit arbejde foregår i vores ressourceteam, som er rammen om det tværfaglige samarbejde på dagtilbuds- og skoleområdet. Ressourceteamene har været under implementering det seneste år, og en vigtig ambition er at flytte fokus i den tværfaglige vejledning og sparring fra det enkelte barn til i højere grad at undersøge og udvikle de læringsmiljøer og fællesskaber, barnet indgår i. Som forebyggende rådgiver bidrager du med et socialfagligt perspektiv i dette arbejde og er med til at skabe sammenhæng mellem barnets, familiens og de fagprofessionelles perspektiver.

Som led i udviklingen af ressourceteamene har medarbejdere på tværs af fagområder gennemført et fælles kompetenceudviklingsforløb med afsæt i LØFT – den løsningsfokuserede tilgang. Det er derfor en fordel, hvis du allerede kender principperne og kan anvende dem i rådgivning, møder og tværfaglige samarbejder.

Du vil samtidig have en vigtig rolle i netværksmøder omkring børn og familier, særligt i situationer, hvor der ikke er en eksisterende børnesag i myndighed. Her skal du kunne facilitere gode samarbejdsprocesser, skabe tydelighed og hjælpe netværket med at finde fælles retning og handlemuligheder. Dette kan også indebære, at du indtræder som facilitator af konkrete møder.

På sigt ønsker vi desuden at udvikle forebyggende rådgivningsforløb i indskolingsklasser. Du skal derfor have lyst til at træde ind i klasserummet og sammen med skolens medarbejdere udvikle og gennemføre gruppebaserede og forebyggende forløb for børn.

Vi søger dig, der trives med udviklingsarbejde og med en hverdag, hvor opgaver og arbejdsformer løbende udvikler sig i takt med vores erfaringer og behovene på området. Du skal derfor også kunne tilrettelægge din egen arbejdsdag og arbejde selvstændigt med de forskellige roller i praksis, som opgaven kalder på.

Du har desuden en vigtig brobyggende og understøttende funktion til myndighedsafdelingen, og det er derfor vigtigt, at du har kendskab til myndighedsarbejde og Barnets Lov, da din rådgivningsfunktion ofte vil kalde på denne viden. Samtidig leder vi efter en kollega med gode pædagogiske og relationelle kompetencer, som kan omsætte sin faglighed til konkret vejledning og samarbejde tæt på praksis.



Du skal desuden have kørekort, da din hverdag indebærer transport mellem dagtilbud, skoler og administrative bygninger.

Derudover ser vi gerne, at du

  • er uddannet socialrådgiver, gerne med relevant efter- eller videreuddannelse
  • har relevant erhvervserfaring, gerne fra en lignende funktion
  • har erfaring med, viden om og interesse for tidlig forebyggelse på børne- og ungeområdet
  • kan bringe din socialfaglige viden i spil i et tværfagligt samarbejde
  • kan arbejde både med det enkelte barn og familien og med blik for læringsmiljøer og fællesskaber
  • har gode samarbejdsevner og kan skabe tryghed og konstruktiv dialog mellem familier og fagprofessionelle
  • er en tydelig ambassadør for familiens og særligt barnets perspektiv
  • er proaktiv, opsøgende og synlig i hverdagen på dagtilbud og skoler
  • har viden om Nest-pædagogik
  • er konstruktiv og løsningsorienteret og har blik for ressourcer, muligheder og næste skridt
  • har lyst til at facilitere netværksmøder og andre tværfaglige processer
  • er teamorienteret og bidrager aktivt til et godt fagligt og socialt arbejdsmiljø
Om jobbet

Du får ansvar for den daglige forebyggende rådgivning på en række dagtilbud og skoler og bliver en fast samarbejdspartner for de fagprofessionelle omkring børnene.

Du kommer blandt andet til at deltage i ressourceteam, netværksmøder og andre tværfaglige fora samt bidrage til udvikling og gennemførelse af nye forebyggende indsatser.

Du bliver en del af et team på i alt 9 forebyggende børne- og ungerådgivere, som mødes hver mandag til faglig sparring, koordinering og opfølgning på udviklingsarbejdet.

Som forebyggende børne- og ungerådgiver vil du opleve at stå selvstændigt med din faglighed ude i praksis og at indgå i et kollegialt fællesskab.

Søg jobbet:

Tiltrædelse: 1. november

Løn og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst og reglerne om Ny Løn.

Ansøgningsfrist: Onsdag d. 9. september

Samtaler afholdes: Torsdag d. 17. september på Frederiksgade 9, 4690 Haslev.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte leder Simon Bjerrum på tlf. 21 26 04 68 (skriv gerne en sms) eller forebyggende børne- og ungerådgiver samt AMR Rie Synnøve Nielsen på tlf. 23 62 43 13.



Vi glæder os til at høre fra dig!


Børne og Straffeattest indhentes inden ansættelse.



INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Faxe Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Faxe Kommune. Adm.bygning Søndergade, Søndergade, 4690 Haslev

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 09-09-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/89ec8fde-a5b5-4d2e-aeb9-1b92560186e1

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet
Mest læste artikler