Stab for HR & Sekretariat i Faxe Kommune søger en erfaren HR-udviklingskonsulent, der vil være med til at udvikle gode arbejdspladser og en stærk HR-understøttelse på tværs af kommunen.
Du får et selvstændigt fagligt ansvar inden for arbejdsmiljø og MED og bliver samtidig en del af et bredere HR-fagligt miljø, hvor vi arbejder med blandt andet trivsel, sygefravær, HR-data, ledelsesunderstøttelse og udvikling. Du får stor mulighed for at bringe både din erfaring, faglighed og dine idéer i spil.
Det får du hos os
- en spændende og alsidig HR-stilling med selvstændigt fagligt ansvar
- en central rolle i kommunens arbejde med arbejdsmiljø og MED
- tæt samarbejde med ledere og arbejdspladser på tværs af kommunen
- et stærkt HR-fagligt miljø med fokus på kvalitet, udvikling og fælles opgaveløsning
- stor indflydelse på opgaver og løsninger og gode muligheder for faglig udvikling
- fleksible rammer med mulighed for hjemmearbejde og fleksibel arbejdstid
- en arbejdsplads med dokumenteret høj trivsel og et godt arbejdsmiljø.
Dine opgaver og dit ansvar
Som HR-udviklingskonsulent får du en central rolle i kommunens arbejde med arbejdsmiljø og MED. Du bliver faglig rådgiver på området og en vigtig sparringspartner for ledere og arbejdspladser på tværs af organisationen.
Stillingen spænder samtidig bredere. Du kommer også til at arbejde med sygefravær, trivsel, HR-data, ledelsesunderstøttelse og udviklingsforløb. Vi søger derfor en erfaren HR-udviklingskonsulent, der kan træde ind i rådgiverrollen fra starten, tage selvstændigt ansvar for egne områder og samtidig trives med at udvikle og løse opgaver sammen med kolleger.
Dine vigtigste opgaver bliver blandt andet at:
- være faglig rådgiver på MED-området og understøtte arbejdet med kommunens MED-aftale, MED-struktur og konkrete MED-processer
- varetage sekretærfunktionen for Hovedudvalget, herunder forberede dagsordener og sager i tæt samarbejde med formandskabet og følge op på udvalgets arbejde
- koordinere og videreudvikle kommunens arbejde med APV og rådgive ledere og arbejdspladser om både psykisk og fysisk arbejdsmiljø
- bidrage til kommunens tværgående arbejde med sygefravær, trivsel og fastholdelse og bruge HR-data og analyser til at omsætte viden til anbefalinger og konkrete indsatser
- planlægge og facilitere udviklingsforløb på arbejdspladser, fx om trivsel, samarbejde, arbejdsmiljø eller organisatoriske forandringer
- udarbejde oplæg, analyser og beslutningsgrundlag og bidrage til øvrige tværgående HR-opgaver, herunder ledelsesunderstøttelse samt organisations- og ledelsesudvikling.
Din profil
Vi forestiller os, at du:
- har en relevant videregående uddannelse inden for fx HR, organisation, arbejdsmiljø, samfundsvidenskab eller lignende
- har flere års relevant erfaring, gerne fra en kommune eller anden politisk ledet organisation
- har solid erfaring med MED og arbejdsmiljø og gerne med APV og tværgående arbejdsmiljøindsatser
- er en sikker og troværdig rådgiver, der kan udfordre konstruktivt, stå på din faglige vurdering og samtidig har blik for lederens ansvar og den organisatoriske kontekst
- kan læse og forstå aftaler og regler og omsætte dem til klar og anvendelig rådgivning
- har erfaring med proces- og udviklingsarbejde og kan facilitere forløb med ledere og medarbejdere
- kan arbejde analytisk med fx APV-resultater, sygefraværsdata og andre HR-data og omsætte dem til konkrete anbefalinger og indsatser
- skriver godt og kan udarbejde klare dagsordener, sagsfremstillinger og beslutningsoplæg
- har en god organisationsforståelse og kan navigere i en politisk ledet organisation
- arbejder selvstændigt og struktureret, tager ansvar og følger opgaverne til dørs – også når der er mange opgaver, og tempoet er højt
- er stabil og ansvarsbevidst og bidrager til, at både egne og fælles opgaver bliver løst
- har blik for fællesskabet og træder til, når der er brug for det
- møder både opgaver og kolleger med en positiv og konstruktiv tilgang
- er nysgerrig og tillidsskabende, skaber gode relationer på tværs af organisationen og bidrager med engagement, godt humør og god energi.
Om os
I Stab for HR & Sekretariat arbejder vi med HR, løn, politisk betjening, direktionsbetjening, juridisk rådgivning, kommunikation, beredskab, organisationsudvikling og tværgående udviklingsopgaver.
Vi er i gang med at videreudvikle vores stab og samle vores HR-kompetencer i ét fagligt miljø. Vi vil skabe en endnu stærkere og mere sammenhængende HR-understøttelse, hvor forskellige fagligheder spiller sammen, og hvor vi både er tæt på den daglige rådgivning og arbejder udviklingsorienteret med de HR-dagsordener, der går på tværs af organisationen.
Vi har stort fokus på trivsel, samarbejde og et godt arbejdsmiljø. Det afspejler sig også i vores arbejdspladsvurderinger og trivselsmålinger, hvor vi gennem flere år har haft en høj trivsel.
Vi hjælper hinanden, deler viden og tager et fælles ansvar for opgaverne. Vi bruger hinanden som sparringspartnere og lægger vægt på faglig kvalitet, samarbejde og fælles opgaveløsning.
Hos os kombinerer vi høje ambitioner med en uformel omgangstone, højt til loftet og plads til både faglighed og humor. Vi har travle perioder, og vores opgaver kan ændre sig hurtigt. Derfor er vi optaget af at være fleksible og finde løsninger frem for begrænsninger.
Vi holder til på rådhuset i Haslev med direkte togforbindelse til København på cirka 40 minutter.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er på 37 timer ugentligt.
Løn- og ansættelsesvilkår forhandler vi i henhold til gældende overenskomst.
Vi har gode muligheder for kompetenceudvikling, hjemmearbejde og fleksibel tilrettelæggelse af vores arbejdstid.
Ansøgningsfrist
Lyder det som noget for dig? Så glæder vi os til at læse din ansøgning.
Send din ansøgning til os senest mandag den 21. september 2026.
Vi holder første samtale torsdag den 24. september 2026 og anden samtale tirsdag den 29. september 2026.
Vi ønsker at byde en ny kollega velkommen den 1. november 2026.
Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte stabschef Julie Randrup på telefon 40 21 98 75.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Faxe Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Faxe Kommune, Rådhuset, Frederiksgade, 4690 Haslev
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 21-09-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/0cde7237-6853-4de2-8ce3-4dfdbf62e66b